Det her er min fortælling; mit liv, min udvikling og min oplevelse med Rawmind.
Mit navn er Anna, jeg er 25 år. Jeg er vokset op i det man nok vil betegne som en kernefamilie. Med en far, mor og bror. I et stort hus, med hund og 2 biler. Jeg har udadtil aldrig manglet noget, hverken penge eller 12-taller. Altid fået det der stod øverst på min ønskeliste til både jul og fødselsdag.
Det lyder måske som en opvækst ethvert barn kunne ønske sig – men der er en bagside af alting. Og nogen gange er det der syner mest fejlfrit, i virkeligheden det modsatte.
Jeg selvskadede for første gang i en alder af 10 år, og herefter tog det hele kun til. I årene efter udviklede det sig til en spiseforstyrrelse, mere selvskade, et stofmisbrug og den ene depression efter den anden. Som årene gik mistede jeg kun mig selv mere og mere. Det hele kulminerede omkring 10 år senere. Her kunne jeg simpelthen ikke holde til mere.
Dette blev et vendepunkt i mit liv. Jeg stoppede næsten med at selvskade, stoppede mit stofmisbrug osv. Men helt godt fik jeg det alligevel aldrig. Men jeg lærte at overleve.

For blot nogle måneder siden, sad jeg og scrollede på mine sociale medier, og faldt over et opslag fra Rawmind. Begyndte at formulere en mail, men tøvede alligevel med at tage kontakt – for hvorfor skulle Rawmind kunne hjælpe mig, når diverse psykologer og psykiatere ikke havde kunne? Men selvom jeg var skeptisk, fik jeg formuleret en mail og sendt den afsted.

Den 22. maj i år. Jeg havde netop fået fri fra job og sad i min bil. Jeg sad og ventede et opkald fra Karina fra Rawmind. Et opkald som jeg på daværende tidspunkt ikke vidste, ville blive startskuddet til en helt ny tilværelse for mig. En ny, klar og fri tilværelse.

Allerede efter første session med Karina og introduktionen til Rawmind kunne jeg mærke en ændring. Jeg begyndte så småt, at se mig selv på en helt ny måde. Begyndte at få øjnene op for mine ubevidste mønstre og måder at agere på i livet.
Følte inden mødet med Rawmind, at jeg levede et liv i spændetrøje. Et liv hvor jeg var låst, begrænset og bange for fortiden, og egentlig også alt andet omkring mig.
Men efter blot 2 sessioner ved Rawmind kunne jeg mærke en udvikling i min krop. Jeg begyndte at se mig selv og min fortid på en helt ny måde. Bevidstheden om mine mønstre gjorde, at min spændetrøje langsomt blev løsere og løsere – og den 9. juni brød jeg ud af den. For det var her jeg med hjælp fra Rawmind fandt min livskode.

Før var tanken om min fortid forbundet med angst og skam, og noget jeg aldrig ønskede at tale om. Men nu var det for første gang blevet rart, at se tilbage på alt det, der ikke var rart.

Inden mødet med Rawmind bebrejdede jeg mig selv for ikke, at have det godt og være glad, og lod min fortid tynge mig i alle livets gøremål. Nu har jeg indset at min fortid ikke er min fjende, men nøglen og min styrke til fremtiden og et frit liv.
Jeg er færdig med at overleve – nu vil jeg leve!

Læse videre, hvis du ønsker at få et indblik i min mere crazy side..🤪

Jeg har igennem livet haft en masse tvangshandlinger/snert af OCD, eller hvad man nu vil kalde det – dette kom i flere afskygninger.
Det kunne være alt fra, at jeg på toiletter med en automatisk papirautomat, SKULLE nå ud af døren inden det næst komne stykke papir havde gjort sin entre. Dette kunne til tider være en ret besværlig bedrift. Alt efter hvordan det pågældende toilet var indrettet, typen af papirmaskine, samt hvorvidt døren åbnede udad eller indad.
Og set i bakspejlet må jeg da virkelig have lignet en komplet idiot, hvis nogen skulle have set mig komme ud fra toilettet på en så forhastet måde.

En anden crazy vane var i forbindelse med tankningen af min bil. Det var simpelthen kun muligt for mig, at tanke beløb som indgår i 10 tabellen. Dette havde, som man måske allerede kan forestille sig, også sine udfordringer. Ikke nok med det krævede konstant koncentration under tankningen, så kunne det også blive liiidt problematisk når man nærmede sig en fuld tank. For hvad gør man, hvis den klikker for fuld tank, men beløbet siger 511kr. Det var der sådan set kun én løsning på; man tanker videre. Må da indrømme at det nogen gange løb over, og benzinen løb ned af siden på min bil – men jeg kunne efterfølgende trygt trykke en kvittering ud, hvorpå der stod at jeg havde tanket for 520kr – så what’s not to like.

Min snert af OCD kom også til syne i forbindelse med mit vasketøj. Mere specifikt mine strømper. Her var det nemlig livsvigtigt, at de hang sammen i deres oprindelige par. Dette lyder måske banalt og som normalt fornuft – at man fx. ikke hænger en sort sok sammen med en hvid. Men for mig var det på et helt andet niveau. Det skulle være de præcis samme to strømper som blev parret sammen. Ikke nok med de begge var sorte. Ikke nok med at de begge var samme mærke og model. Det skulle være de to som fra start havde været taget på som et par. For hvis man køber en pakke strømper med 5 par, altså 10 strømer. Så er det jo åbenlyst at de strømper som ved start var ens – hurtigt bliver omtrent lige så forskellige som en hvid og en sort. For hvis man har gået mere med par nr. 1 end med par nr. 4 – så er der jo et helt forskelligt slid på de pågældende strømper. Så det vil jo være idioti, hvis man efter næste vask kombinerer sok nr. 1 med sok nr. 4 – det vil jo føles helt skævt og uacceptabelt.
Så som man nok kan forudse; så var det kun mig på husstanden som havde tilladelse til at vaske mine strømer og sammensætte dem. For bare én enkelt fejlkombination var nok til, at jeg næsten fik det fysisk dårligt.

Dette er blot få eksempler ud af mange, på de mærkelige vaner jeg har haft i mit liv. Vaner som igennem mange år har taget unødig meget af min tid og energi. Men ved at jeg nu er bevidst om mine mønstre – kan jeg nu med ro i sindet tanke til 507kr, gå roligt ud af et toilet, og sagtens iføre mig sok nr. 1 på højre fod og sok nr. 4 på venstre, uden at min verden bryder sammen.

Det sværeste lige nu er helt klart, at min omverden skal følge med ift. min udvikling. For jeg har udviklet mig så meget på få måneder, og blandt andet sluppet af med min OCD.
Her den anden dag, på vej ud af døren, spurgte jeg min kone om hun ville hænge mit vasketøj op når det var færdigt. Hun vendte sig om, kiggede på mig med et omtrent lige så forvirret et blik – som en der skulle til at samle et puslespil på 1000 brikker, uden motiv – og sagde ”Men skat, hvad med dine strømper?”.
Hertil kunne jeg nu med ro i sindet svare ”Jamen bare hæng dem op?”.

Tak fordi du ville læse med – det her var et indblik i mit crazy uperfekte perfekte liv 💪🏻✨